Cogita

Home / Tema / Ezio Di Nucci – The History and the Ethical Properties of the Hippocratic Oath

Ezio Di Nucci – The History and the Ethical Properties of the Hippocratic Oath

  • Post By:
  • Date:
  • Category: Tema

I begyndelsen var Eden. Onsdag d. 1 begyndte vi semesteret med begyndelsen. Temaet for foråret 2017 i Cogita er Medicinsk Historie, og første arrangement handlede om Den Hippokratiske Ed. I troskab til den gode tradition, havde vi atter engang Panums egen filosof Ezio Di Nucci ved roret til søsætning af semestertemaet. Og ligeså loyalt overfor vanen opmuntrede Ezio til åbent samtaleklima med afbrydelser og kommentarer som tilskønnede bidrag til oplægget.

Med udgangspunkt i eden, der blev udleveret både på oldgræsk og engelsk, lagde Ezio ud med at stadfæste, at man i et vist omfang bør anskue den Hippokratiske Ed lige så meget som en hippokratisk arv. Medicineren har siden 400år f.v.t. været edsvoren til etikken. Man trækker i hvidt, ville George RR Martin kalde det. Den etiske fordring, der hviler over medicinen, er af en historisk karakter uden sidestykke. Og netop det historiske perspektiv benyttede Ezio til at komme indvendingen om alle faggruppers etiske forpligtelser i fagligt øjemed i forkøbet. Eden er så at sige et vidnesbyrd om, at medicinen og etikken fra begyndelsen har været uadskillelige. Dette blev ikke fremlagt som en leflende vigtiggørelse af medicinen som fag, men snare en fremadvisende pointering til konceptet triages opståen under Napoleonskrigene.

Før oplægget nåede frem til centreringen om triage, tog Ezio et par dybere og tekstnære filosofiske snit i den oprindelige Hippokratiske Ed. Han fremstillede den både som pæderastisk, men også som ydmyg, da eden byder den edsvorende at holde sig til sit ekspertisefelt. Ligeledes gjorde Ezio opmærksom på, at den gængse overbevisning om “do no harm” sentensen, faktisk ikke eksisterer i den oprindelige ed, men derimod kan findes andre steder i corpus hippocraticum.

Sad man som tilhører med blot en smule kyndighed i sin Spiderman, ville man, da Ezio syntetiserede sit argument om lægers etiske ansvar ud fra graden af superkræfter, sende et par tanker til Uncle Ben – with great powers follows great responsibility. Ezio nævnte ikke Uncle Ben direkte, men benyttede sig af termen superpowers. Det gjorde tilhøret for øvrigt ingen indsigelser imod.

Tanken om, at der med mængden af akkumuleret viden følger et større etisk ansvar, ledte over til det, Ezio kaldte den etiske bevægelse. Den etiske bevægelse eller det etiske skifte fandt i følge Ezio sted med indførelsen af triage. Konceptet om at en behandlings berettigelse udelukkende beror på dens medicinske status, og ikke ud fra sociale, økonomiske eller kulturelle stati.

Her opmuntrede Ezio med sin sympatiske oplæggerfacon tilhørende til at komme med undtagelser til triage-konceptet. Man kunne mistænke ham for, at være så ferm en dirigent, at have forudset, dette ville gøre sig som faseskifte fra oplæg til debat. Det fungerede nemlig de facto som et open fire.

Mange bud kom på bordet med to tilbagevendende antiteser i had/kærlighed og ung/gammel skemaer. Vil man behandle en forbryder (indsæt selv grad af forbrydelse), der er livstruet fremfor et barn, der kunne blive dét uden øjeblikkelig behandling? Ydermere blev der opstillet situationer, hvor en behandling blev givet med hovedmålet om at indgyde håb og fjerne forældres tvivl om, at alt muligt ikke skulle være udført i kampen om et barns liv. Altså en behandling for behandlingens skyld. Ezio, der er en dygtig ordstyrer, førte afbalanceret debatten, men lod ubegrænset sine dansepartnere komme til orde. Visse cases synes dog at blive ham tilpas interessante. Som en filosofihund med næse for den gode case, stoppede han op i debatten for at dechifrerer casens præmisser og følger– det er klædeligt for en etisk filosofsnude at lade sig rive med, når denne præsenteredes for en ukendt god case.
En glimrende start på et forhåbentligt glimrende semester.

Vi sender mange taksigelser til Ezio og ønsket om et hattrick til efteråret!

>> <<