Cogita

Home / Begivenheder / Cogita Inviterer: Esben Kjær

Cogita Inviterer: Esben Kjær

Den bogaktuelle P1 Vært Esben Kjær, gæstede 1. December Panum og Cogita. I afvekslingens og tværfaglighedens navne bad vi en af RUCs kommunikationskrigere Mads Haahr om at indføre os i sine betragtninger som et anderledes referat af aftenens forløb.

“Jeg havde ingen forventninger til aftenens tema, jeg vidste ingenting om det, havde ingen erfaringer med det, havde sjældent snakket om det, sorg. Dét i sig selv befordrede velsagtens, at jeg troppede op til oplysning. Min manglende berøring med noget så eksistensgivet som sorg, var ingen unik omstændighed, tværtimod, mente aftenens foredragsholder. Esben Kjær er radiovært på P1 og forfatter til bogen Min Usynlige Søn, der omhandler tabet af sin 7-årige søn, den sorgmodige kamp for at overvinde kræften og de efterfølgende erfaringer med sorgen. Denne aften var han inviteret til at snakke om bogen på Panum Instituttet. Som udenforstående iagttager opfattede man hurtigt, at det var en prekær konstellation, Esben Kjær og medicinstuderende, potentiel sprængfarlig. Frimodigt indledte Kjær således med en lettere kategoriserende tiltale af tilhørende; ”sådan nogle som jer”, der behandler mennesket som en maskine, ”sådan nogle som jer”, hvis gøren og laden er lige så forudsigelig som en telefonsvarers, papegøjer, der kun kan én smøre; ”Det går over af sig selv…”. Så var vi startet.

Ikke alle tilhørere så ud til at være lige tilfredse med at blive skåret over den maskinelle kam. Den prekære atmosfære måtte dog snart vige for den fortælling, der blev præsenteret. Selv den mest ærekære og forbenede mediciner kunne ikke undgå at lade sig røre af historien om sønnen og familiens kamp mod kræften, og omgivelsernes efterfølgende tabuisering af både døden og sorgen. Normalvist henvender Kjær sig til efterladte i sine oplæg, folk der slås med sorgen. Selvom aftens tilhørere i teorien også passede ind under den kategori, så var de først og fremmest vordende læger, der udelukkende slås med de fysiske sygdomme, ikke de eksistentielle. Lægen ser en bil, der skal fixes, ikke en sjæl, der skal lindres. Idet denne iklæder sig kitlen, afklæder denne sig medmenneskeligheden. Sådan blev dommene leveret, i en skånselsløs indpakning, men de var heller ikke grebet ud af ingenting. Under sønnens sygdomsforløb havde Kjær på egen hånd oplevet lægernes maskinelle udtalelser, på tidspunkter hvor man helst er tal og kalkulation foruden; ”Bare rolig, det er kun 20 %, der dør af denne sygdom” og senere i sygdomsforløbet; ”Din søn har 0-1 % chance for at overleve”.

Kjær var altså brysk i mælet fra start, men man anede i løbet af aftenen, at hans ærinde nok ikke var personligt. Kritikken var bred og rettede sig mod en vestlig samfundstendens, som de sagesløse medicinstuderende blot var så uheldige at være hyllet i. Forargelsen over, at de studerende end ikke havde én forelæsning om døden i løbet af deres 6-årige uddannelse, holdte Kjær dem derfor heller ikke personligt til ansvar for. Samme eklatante faktum gjorde sig gældende på psykologistudiet, forklarede han. Skoleskemaernes graverende udeladelse af døden vidnede om en angst for det lidelsesfulde. En angst, der bæres frem af det rationelle og instrumentelle samfund. Det lidelsesfulde er ikke nyttigt, døden er ikke brugbar, derfor skal den gemmes af vejen. Berøringsangsten bliver imidlertid også båret af velfærdsstatens skyggesider, mente Kjær. Velfærdsstaten, når den optræder i sin sletteste figur, bliver en slags allestedsnærværende curling-mor, der skåner sine epikuræere for ubehag, og selv dødens valør forsøges nedbrudt. Ironien fremstod tydeligt, at man som samfund forsøger at nedtysse det mest naturgivne i menneskets eksistens.

Mangt en tænker har igennem tiden sluttet op om standpunktet, at det er erkendelsen af vores endelighed, der giver livet betydning, at endeligheden giver formål. Heri var Kjær enig. Hvis vi skærmer os for døden, skærmer vi os for mening. ”I ved ikke, at I skal dø.” skød foredragsholderen dernæst tilhørerne i skoene og genanvendte de karikerede streger, hvormed han indledningsvist havde betegnet dem. Den danske ungdom lever i tomhed og med omsonste bekymringer, uden vished om døden. ”Hvis folk vidste, at de skulle dø, ville de ikke se Vild med Dans”, afrundede Kjær sin pointe, nu i et mere jovialt lune end indledningsvist. Pointen var underholdene og bragte smil på læberne i lokalet. Smil, som dog hurtigt blev akkompagneret af rynkede pander, næser og bryn. For argumentationens konsistens syntes at halte i lyset af, at det instrumentelle samfund tidligere på aftenen var blevet udpeget som tilvejebringer af en åndelig anæmi; Kan man harcelere mod det instrumentelle samfund og Vild med Dans i samme åndedrag?

Efter endt foredrag fløj publikums fingre prompte i vejret. Tonen hos de studerende var lige dele forsonende og pikeret, men alle spørgsmål forudsatte, selvsagt, en mere eller mindre subtil anfægtelse af det fjendebillede, der var blevet malet af deres fremtidige metier. Skulle de i deres fremtidige lægevirke være både læge for kroppen og sjælen? Og hvor mange år skulle deres i forvejen lange uddannelse i så fald vare? Kjær ville ikke godtage præmissen om, at lægen behøver seks års teologistudie for at se på patienten som menneske frem for maskine. Ligesom omgivelserne heller ikke behøver seks års teologistudie for at være til stede i sorgen frem for at vægre sig mod den. Kjær ser ikke empati som en kundskab, men en menneskelig egenskab. Det er et privilegium for lægen at være til stede hos mennesker i de øjeblikke, hvor de trækker deres mest numinøse åndedrag, i de øjeblikke hvor den legemlige bevidsthed viger tilbage for den åndelige. Det behøver man ikke noget kursus for at være til stede i. Succeskriteriet er tilstedeværelsen i sig selv.

Skønt forstående miner, fornemmede man også uenigheden hos de tilhørende. For der måtte også være grænser for, hvad en læge skal være kapabel til, og hvilke betingelser man indlader sig på medicinstudiet under. Uenigheden rummede kimen til mange fundamentale spørgsmål om retningen for lægegerningen – er faget naturvidenskabeligt eller humanistisk? Er patienten objekt eller subjekt? – men nuancer fra andre perspektiver end de to kontraster, som Kjær og de medicinstuderende unægteligt udgjorde, havde været kærkomne.

Efter det rørende og inspirerende foredrag, samt den opstemte diskussion, sad man opløftet tilbage med medfølelse for Kjær, såvel som for de stimlede studerende, der uden tvivl havde været de forkerte skiver at skyde imod. Refleksionsniveauet og det kollektive grubleri indikerede netop, at medlemmerne i Cogita ikke kun kerer sig om livet i hjertebankets forstand, men er forvisset om den eksistens og det åndsliv, som banket foranlediger. Alt i alt et fremragende arrangement. Til sidst kan man ikke dy sig fra at tænke på, hvor tankeprovokerende aftenen kunne have været for nogle af de mange – ifølge Kjær – potentielle mekanikere, der traver rundt på Panum, i færd med at lære hvordan man fikser en bil. Et større fremmøde havde arrangementet hvert fald under alle omstændigheder fortjent.”

Vi takker Esben Kjær for det måske mest intense oplæg i efteråret og Mads Haahr for sine laubærkronede essayistiske betragtninger. Ligeledes en selvfølgelig tak til vor egen Thomas Lacoppidan for nok engang at konstituere de cogitianske rammer på Panum. Og lad os da med en gestus til RUC og RUC’erne slutte med det ord, de ynder at holde sig som motto: In tranquillo mors, in fluctu vita.

>> <<