Cogita

Home / Begivenheder / Månedsmøde i November: “Døden som Forestilling”

Månedsmøde i November: “Døden som Forestilling”

En bærende væg. Det er det vigtigste en væg kan være, bærende. Hvis nogen snakker om en væg, og det bliver nævnt, at det er en bærende væg, skal man gerne på sekundet antage en kendermine, der udtrykker den respekt en væg, der er bærende for hele konstruktionen, kræver. Thomas Lacoppidan, LAT E2016, er en bærende væg for hele Cogita-arktikekturen. I indeværende semester har en gennemført og overvældende perlerække – ferskvandsperler og røgkvarts – af arrangementer af forskellig karakter været afholdt, og med stadig flere til komme. Alle har de belyst døden fra forskellige perspektiver, og alle er de mere eller mindre undfanget ved Thomas’ LAT hånd. En beundrings- og benovelsesværdig indsats, der fortjener den bærende vægs respekt. Foruden at facilitere alskens oplæg trådte Lacoppidan selv i front ved November-månedsmødet. Det var en forsøgt gentagelse af succesen fra oktober, hvor Kirstine Kreps, også fra Cogitas egne rækker, afholdte et vellykket oplæg om Aktiv Dødshjælp i Holland.

Dagens overskrift var Døden som Forestilling, hvor Thomas indledningsvis anlagde et sokratisk blik på døden og det uvidenhedens præmis, som vi er underlagt, når vi skal tale om den: Vi kan faktisk intet vide. Heraf overskriften: Døden som Forestilling – fór forestillinger om døden har der gennem tiden været i hobetal. Af de mange forestillinger havde Lacoppidan kronologisk korrekt lagt sit startfokus på de religiøst forankrede, hvor en redegørelse for dødskulturer fra Grønland samt monoteistiske og polyteistiske traditioner blev sammenstillet og benyttet til at demonstrere forskellige historiske forestillinger om døden, og de følger de forskellige forestillinger hver især havde haft og har for måden at leve det levende liv på. Lektien at tage med sig var, at en given forestilling om døden har store konsekvenser for, hvordan liv leves. Banalt? Nej, Basalt.

I de næste trin, i det der med et cremet sprog kunne kaldes en polyhistorisk tango med dødsforestillingerne, navigerede Lacoppidan sig væk fra de klassiske forestillinger, men tættere på sit indledningsvisanlagte perspektiv, hvor han ved at konsultere eksistentialismen, med Albert Camus som talerør, vendte tilbage til vilkårene ved at tale om døden. Absurditeten ved at gøre sig tanker om døden – endsige absurditeten ved at sætte ord på disse tanker – er stor. Vi kan intet vide, og et forsøg udi det at reflektere og sætte ord på papir om døden vil ende som et filosofisk selvmord – snare sagt et filosofisk dødfødt barn.

For at undgå at miste nogen ude på uvidenheden og angstens 70.000 favne vand, som man aner, når absurditeten melder sig, trak Thomas oplægget tilbage på det mere konkrete spor, hvor han med en lille saltatorisk manøvre gelejdede fokus mod nutiden. Her adresseredes den fremherskende sundhedsdiskurs, der med koncise snit og god skalpelføring blev dissekeret og fremstillet som et i flere situationer ekstremt tilfælde af dødseskapsime, eller som Thomas udlagde det: et overvældende fravær af memento mori og samhørende tilstedevær af vanitas. Her vanitas forstået som forfængelighed, men uden medhørende sidestillen af forfængeligheden med forgængeligheden. Er arven fra barokken da helt tabt, du postfaktuelle Iron Man?

Den efterfølgende debat blev styret af Thomas selv, der som afslutning lod alle divergerende perspektiver konvergere af futuristisk vej og opstillede mange af de vilkår, som den nutidige dødsopfattelse medfører – selvfølgelig særligt med medicinen og naturvidenskabens landvindinger og muligheder in mente. Spørgsmålene var planlagte, men udmærkede sig ved at være ganske åbne, så man med den fra oplægget netop erhvervede tankebagage kunne nå vidt omkring i debatten. Der blev diskuteret:

• Hvilke konsekvenser det har, at det ikke er tilladt at ende sit liv, når man ikke finder det værd at leve?
• Om vi er blevet for vante med døden på institutionen, når det tænkes på, hvor døden før har indfundet sig?
• Buzzwordenes buzzword i debatten: ’værdighed’ blev også påtalt – hvad er værdighed i døden?
• Og hvor vidt er vi uden fælles menings- og værdiggrundlag i vores tilgang til døden som sundhedsvæsen, og hvad har det i så fald af konsekvenser?

Og selvfølgelig flere undervejs opståede spørgsmål. Det blev en debat af en lidt tungere art, da der denne aften blev sigtet mere filosofisk end pragmatisk på døden. Det er en spændende, men krævende tilgang, og for mange af de deltagende en uvant tilgang. Det er en glæde, at vi har en profil i Cogita som Thomas, der udover at være en bærende væg – respekter altid en bærende væg – også lykkes med tage forsamlingen med væk fra terpende fordummelse, på en tur ned i grundbegreberne. Ægte medicina mentis, du.

Det efterfølgende formelle månedsmøde blev afviklet effektivt. Se referat. Vi spiste en græskarsuppe sammen. Med græskarkerner og alt muligt lækkert.

>> <<