Cogita

Home / Cogita / Cogita til Litteraturfestival

Cogita til Litteraturfestival

Cogita var på lægterne til dette års Litteraturfestival på Louisiana. Årets program var overvejende skandinavisk, hvor særligt norske og svenske navne var talrige på plakaten. Blandt de svenske navne var Carl-Henning Wijkmark, som er manden bag den ene af de to bøger (Natten, der kommer), der i skrivende stund og for semestret ud turnerer rundt fra cogitianerhånd til cogitianerhånd som Vandrende Bog.

Carl-Henning Wijkmark skulle først i aktion senere på dagen. Som opvarmning tog vi et smut forbi publikumsfavoritten Karl-Ove Knausgaard, der helt forventeligt tiltrak mangt en litteraturinteresseret popo. Faktisk så mange, at vores måtte nøjes med græsset. Med mere end 3.000 udgivne ord over seks bind om sig selv og eget liv, og nyligt udkommende endnu fire bind om tilnærmelsesvis det samme, var det oplagt for den kritiske interviewer at gå Knausgaard på klingen med opfindsomheden. En veloplagt Karl-Ove – med et ikke ringe publikumstække – gled dog nogenlunde problemfrit af på denne kritik, og må tilstås at levere en god, men en meget utraditionel for ham uprovokerende optræden.

Det egentlige formål med dagsudflugten: oplæsningen fra 81-årige Wijkmark endte anderledes ud end forestillet. Ønsket var selvfølgelig en oplæsning af Natten, der kommer, men i stedet læste Wijkmarck op af sin senest oversatte bog Dræsinen. Oplæsningen var på svensk, og trods ikke helt grønne skandinaviske sprogøre havde Vi svært, for ikke at sige umuligt ved, at forstå, hvad den svenskeren med en særegen svensk dialekt, læste op. Det, der blev læst op, blev det til gengæld med en sådan kraft, at man dårligt troede at det kunne komme fra det aldrende korpus, der langsommeligt havde fundet sin vej op til talerpulten. Her sad han tilmed som eneste oplæser ned under hele seancen. I kulissen blev der konspireret om bugtaleri, men det synes blot som om, at tabet af vitalitet i kroppens udtryk var vundet i stemmens. Fortællerglæden var så stor fra svenskeren, at selv da han var langt over tid, ytrede en barnlig fremstillet bøn om yderligere fem minutter, så tilhørerende kunne få det hele med. Det aftvang på sin egen formmæssige facon respekt. Indholdsmæssigt blev han slået af de øvrige oplæsere – her udelukkende baseret på deres forståelighed, hvilket man kan argumentere for er en fordel, når det kommer til indhold. Wijkmark var akkompagneret af Tomas Espedal (NO), Jonas Khemiri (SE) og til sidst Linn Ullman (NO), der i skrivende stund ligger nummer et på Arnold Buscks skønlitterære bestsellerliste med sin erindringsbog De Urolige. Alle tre var i en sproglig topform og deres oplæsninger lige så humoristiske som de var underfundige. Espedal var selvfølgelig ikke i nogen fysisk topform, men hans scenefigur som en nordens boheme, kræver også en stemme med et anseeligt aftryk af Grøn Cecil. Alle tre adresserede på forskellig vis dødstematikken, hvilket vi nok ikke skal anskue som tilfældets held, men snare tage som et vidnesbyrd om, at dette semesters temas er et tema, der er evindeligt objekt for eftertænksomhed og intellektuel virksomhed.

Som en rammefortælling for dagen sluttede vi af med at høre Wijkmark blive interviewet af Karl-Ove Knausgaard. Igen var det lidt hårdt på koncentrationsfronten at følge med i Carl-Hennings svenske udfoldelser. Knausgaard fik dog i sin lange og feterende introduktion af Wijkmark, fremhævet netop Natten, der kommer som en storslået verdens-litteraturs roman, om hvilken han fortalte (frit oversat), gav ham det første og indtil nu eneste troværdige billede af, hvad det vil sige at dø og tilføjede ham nogle aspekter om, hvordan dødsbevidstheden påvirkede aspekter af det endnu levede liv. Vi fik altså et blåstempel fra Karl-Ove Knausgaard. Den tager vi med.

>> <<